Når du løber uden ledelinjer, skal du lære at bruge holdepunkter aktivt for hele tiden at vide, hvor du er. Et holdepunkt er en tydelig terrængenstand – fx en stor sten, et markant kurvet træk eller en enkeltstående høj – som du kan genkende og bruge som pejlemærke. Dit mål er at udvælge de mest brugbare holdepunkter på kortet og finde dem i terrænet, så du hele tiden orienterer dig sikkert fra det ene holdepunkt til det næste.
Det handler om at holde tæt kortkontakt og have god opmærksomhed i et detaljeret og teknisk krævende terræn. Du skal endnu ikke forsøge at forenkle kortet – i denne fase skal du i stedet finde og bruge så mange holdepunkter som muligt.
27.A Orientering mellem holdepunkter
Når du orienterer mellem holdepunkter, skal du holde konstant kortkontakt. Holdepunkterne ligger ikke nødvendigvis på en lige linje mellem posterne. Du skal derfor være god til at:
- Kigge grundigt på kortet og finde så mange mulige holdepunkter som du kan bruge.
- Orientere kortet korrekt med kompasset, så nord på kortet passer med nord i terrænet.
- Løfte blikket og se frem i terrænet – i retningen du skal løbe og lidt til siderne – for at finde næste holdepunkt.
Du kan træne det med øvelsen Kædedans, hvor du skal finde en række udvalgte holdepunkter. Det kræver præcis og vedvarende kortkontakt.
Andre gode øvelser er:
- Linjeløb (figur 27.1): Du løber på en optegnet linje og orienterer dig ved hjælp af holdepunkter, der ligger på eller tæt ved linjen. Start med lige linjer og få retningsskift, og byg gradvist op til sværere forløb.
- Korridorløb: Du må kun løbe inden for en smal korridor og bruger derfor nøje udvalgte holdepunkter til at finde vej. Her er det vigtigt, at du finder terrængenstande som fx markante stendiger, små højder eller lavninger.
Undervejs kan der være poster placeret ved terrængenstande på linjen – og bagefter skal du kunne beskrive, hvor posterne var placeret. Det træner din evne til at læse kortet og huske, hvad du har set undervejs.

Figur 27.1 Eksempel på øvelsen ”Linjeløb”.
27.B Orientering mellem holdepunkter i sprint
I sprint er holdepunkterne ofte de steder, hvor du skal skifte retning – f.eks. et hushjørne, en murende eller et hegnsknæk. I modsætning til skovorientering skal du næsten altid passere holdepunktet i sprint og ikke bare se det på afstand. Når du har passeret et holdepunkt, skal du med det samme løfte blikket og finde det næste.
Du kan træne det med:
- Sprintlinje og Sprintkorridor (se 19.C “Bedømme afstand i sprint”): Her tvinges du til at orientere dig nøjagtigt og bruge holdepunkt efter holdepunkt i bymiljø.
- Frimærkesprint (figur 4.2.49): Kun små dele af kortet (frimærker) er synlige, og kun holdepunkterne er markeret. Resten er blændet. Du skal derfor løfte blikket og se frem mod næste holdepunkt for at kunne gennemføre strækket. Læg mærke til, at øvelsen har flere faldgruber, så den skal være godt planlagt.

Figur 27.2 Eksempel på øvelsen ”Frimærkesprint”.
27.C Orientering mellem holdepunkter i kurvebilledet
Holdepunkter i kurvebilledet er små, afgrænsede kurvedetaljer. Det kan være:
- Tydelige holdepunkter: En høj, lavning, slugt, udløber eller saddel mellem to høje.
- Mindre tydelige holdepunkter: Punkthøj, lille lavning eller hul (punktsymboler).
I mange udenlandske terræner er der få ledelinjer og meget få tætheder. Her bliver det afgørende, at du kan læse og navigere efter kurver. Du skal kunne se, om kurverne peger opad (høj) eller nedad (lavning), og hvordan de ændrer sig, når du bevæger dig frem i terrænet.
Træn det ved at:
- Bruge kort, hvor kun kurverne er tegnet – det tvinger dig til at læse terrænet ud fra højder og former.
- Orientere dig fra højde til lavning, fra slugt til saddel, og være opmærksom på, hvor tydeligt eller utydeligt hvert holdepunkt er.
Brug dit kompas aktivt, især teknikken finkompas, som du har lært i 32, “Udvidet kompasbrug”. Husk, at alle øvelserne fra afsnit 27.A også kan tilpasses, så de træner dig i at finde holdepunkter ud fra kurvebilledet.
Ved at træne systematisk med holdepunkter i både skov, sprint og kurvet terræn bliver du bedre til at orientere sikkert og effektivt – også når det er svært at finde en tydelig ledelinje.